Tips Til At Spare Tid: Madpakker

13. januar 2017

Savnede du at smøre madpakker i juleferien?

Ikke? Her får du nogle Tips Til At Spare Tid med madpakkerne.

Skift hver uge
Hver uge skiftes mor og far til at putte børn og rydde op efter aftensmaden samt smøre madpakker. Der er to åbenlyse fordele ved denne ordning: Der kommer variation i pligterne, og børnene vænner sig til, at både mor og far kan begge dele.

Yndlingsmadder og Hademadder
Børn ændrer konstant smag, og det er nærmest umuligt at holde styr på, hvad der må og absolut IKKE må komme i madpakkerne. For at undgå mad- og tidsspild kan I hænge en oversigt på køleskabet, hvor børnene selv kan opdatere: Yndlingsmadder og Hademadder.

Lav store portioner
Det tager ikke længere tid at lave en ekstra stor portion, og meget aftensmad kan bruges dagen efter til madpakker. Det kan være en rest lasagne, et stykke kylling eller en portion kartofler. Der findes mange små beholdere, der nemt kan være i madkassen eller tasken.

Børnene smører selv
Afslut aftensmaden med, at alle smører deres madpakke til næste dag, inden I rydder af bordet. Så slipper du for at tage maden ind og ud af køleskabet flere gange.

Snackkurv
Fyld løbende kurven op med med müslibarer, figenstænger, bananchips, nødder osv. købt på tilbud. Nødder og andre løse ting ligger pakket og klar i små poser. Når man lige skal smide lidt lækkert i madpakken, er det bare at gå i kurven. Det tager ingen tid.
TIP! Poser med ziplukning i alle størrelser fås billigt i boghandlen.

Økonomisnitning
Gør det til en vane at snitte mange grøntsager ad gangen, når du alligevel har køkkenremedierne fremme. Fx 2 kg gulerødder, alle peberfrugterne etc. Nu har du ingredienserne klar til næste gang, du skal smøre madpakker, lave aftensmad eller blot har lyst til en sund snack.

Frugt og grønt i snackstørrelser lokker
Denne løsning er lidt dyrere, men du sparer tid ved ikke at skulle snitte selv: Babygulerødder, skoleagurker, sukkerærter, mini-peberfrugter. Frugt og grønt i snackstørrelser er bare mere indbydende, og børnene spiser mere, når de er i mundrette størrelser. 

Gå til shop og lav din egen personlige Ugeplan Til Shop